23948sdkhjf

Mens Danmark langsomt åbner, dør livsstilsbranchen hurtigt

Brancheforeninger frygter, at coronakrisen vil tage livet af mange livsstilsvirksomheder og koste tusinder af arbejdspladser.

For mange livsstilsvirksomheder virkede statsministerens pressemøde i forgårs som et dødsstød. Branchen er allerede bragt i knæ, og i sidste uge kunne 21 procent af Dansk Mode & Textils medlemmer berette, at de følte sig lukningstruede.

Efter pressemødet vil det tal stige dag for dag, og bringe de 20.000 jobs i engroshandel og produktion samt mere en 20.000 i detailhandlen i overhængende fare.

Sådan lyder meldingen fra brancheforeningerne Dansk Mode & Textil og Wear i en pressemeddelelse. 

- Tusindvis af medarbejdere bliver arbejdsløse, og kreative, begavede iværksættere mister deres livsværk, fordi omstændighederne tvinger virksomhederne ud i konkurs. Lavinen ruller allerede og det er kun et spørgsmål om tid, før et af Danmarks vigtigste eksporterhverv med en eksport på mere end 45 mia. kr. er reduceret til en skygge af sig selv. Derfor er der behov for støtte, før det er for sent, advarer adm. direktør i DM&T, Thomas Klausen.

Sammen med brancheorganisationen Wear foreslår DM&T derfor, at der bliver iværksat politiske initiativer øjeblikkeligt.

- Livsstilsbranchen har akut brug for en respirator. Virksomhederne løber snart tør for likviditet, og det er efterhånden ikke flere steder at spare. Det er nu, der skal sættes ind, hvis der er en politisk interesse i at sikre en af de største eksportsucceser de sidste 20 år. Politikerne er ganske enkelt nødt til at forstå, at den her branche adskiller sig markant fra andre brancher, siger Nikolai Klausen, direktør i Wear.

De to brancheorganisationer ønsker en revidering af de eksisterende hjælpepakker.

Det betyder blandt andet, at lønkompensationsordningen skal gøres mere fleksibel, at tvangslukkede virksomheder kan kompenseres selvom andre dele af virksomheden er åbne og at man forlænger ordningerne.

Men det er ikke nok med en revidering, lyder det fra DM&T og Wear. Derfor foreslår de nye tiltag, som kan sikre livsstilsbranchens overlevelse:

  • Da livsstilsbranchen i stort omfang sælger sæsonbetonede varer, bør det være muligt at få dækket sit driftstab.
  • Livsstilsvirksomhedernes lagre bugner med sæsonaktuelle varer, som gradvist bliver mindre værd. Disse bør kunne afskrives og dækkes på samme måde som faste udgifter.
  • Branchen er presset på likviditeten og står i en usikker situation på eksportmarkederne, hvor risikoen for ikke at få betaling for leverede varer, er stigende.
  • Sørg for at virksomhederne får lettere adgang til eksportkredit og likviditet. De nuværende regler er for tunge og langsomme.
  • Importtolden skal betales, selvom man ikke sælger noget, og det påvirker branchen markant. Derfor foreslår man at importtolden fra 2020 tilbagebetales og at den annulleres resten af året. Det vil bidrage positivt til at øge virksomhedernes likviditet.

En nylig undersøgelse foretaget af DM&T viser, at de danske mode- og tekstilvirksomheder står til at miste mere end 20 mia. kr. i omsætning i 2020, ligesom virksomhederne forventer at 2021-salget også vil lide under de langsigtede konsekvenser.

Livsstilsbranchen dækker mode-, sko-, tekstil-, sports- og interiørvirksomhederne i Danmark.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.071